www.Bredstrup-Pjedsted.dk
Hjemmeside for lokalsamfundet

Flot comeback af BPI

Serie 4: BPI - SDU Kolding, 3-2 (0-2)

Tirsdag aften lagde Santrol Arena græstæppe til en rigtig topkamp i serie 4. Sdu havde ligesom hjemmeholdet maksimumpoint efter 5 kampe og en målscore på +22, hvor BPI havde en målscore på +23.

Vi får en god snak i omklædningsrummet om hvordan kampen skulle gribes an, og til forskel fra søndagskampen i Bramdrupdam var der også langt mere fokus og tænding under opvarmningen.

Vi kommer desværre skidt fra start, da SDU allerede efter tre minutter bringer sig foran med 1-0. Vi ser skidt ud i vores venstre side - som om at vi ikke kan få stoppet deres spiller, og inde foran mål får vi ikke dækket op, eller afvist bolden. En våd klud i ansigtet.

Der skal kun spilles 10 minutter mere, da vi kommer bagud med 2-0 - igen en halvhjertet indsats, som der ikke er råd til i disse kampe. Det er egentlig BPI der har spillet, og kommer også frem til flere chancer - de er ikke rigtigt store - og vi afslutter også forkert på det våde underlag.

Vi tror vi får en reducering midt i første halvleg, men dommeren dømmer Anders "kok" for offside - gad vide om bolden var gået ind alligevel, hvis Anders ikke havde rørt den ?

Vi går i omklædningsrummet i pausen, hvor vi lige får genopfrisket det vi snakkede om inden kampen, vi justerer vores midtbane, så Sander kommer længere frem. Jeg fortæller drengene at "Hvis vi virkelig stempler ind i 2. halvleg, så er jeg ikke i tvivl om at vi vinder kampen, da SDU mod slutningen af 1. halvleg allerede så ud til at være trætte."

Jeg skal lige love for at drengene forstod meldingen - efter 5 minutter af 2. halvleg reducerer Anders "kok" til stillingen 1-2 efter et indlæg fra Jonas Sørensen.

10 minutter senere får vi frispark udenfor deres felt - Vi laver en "håndboldudskiftning" og sætter Simon Grauslund på banen for at sparke. Som han har gjort det så mange gange før, så sparker han en følt bold over muren, og direkte i målhjørnet.

SDU har ikke meget i 2. halvleg - jeg noterer kun at Sebastian har én redning - men den var også vigtig, da modstanderen får en friløber direkte mod målet.

BPI sidder fuldstændig på 2. halvleg, og tre minutter før tid slår Simon Hauritz et indlæg i feltet - den sætter Niels Basse hovedet på, og scorer til slutresultatet 3-2 - Klasse 2. halvleg af hele holdet.

Vi ligger nu alene på 1. pladsen, og har det første indbyrdes opgør til vores fordel mod alle de andre tophold. Det skal ikke blive en sovepude, for vi har givet håndslag på at vi bliver ved med at "bygge på."

En stor tak til alle fremmødte på stadion i går - håber i fik set i hvert fald en god 2. halvleg af drengene. En stor tak til dem der stod i kiosken med pølser og kolde drikkevarer - Det var en god aften på stadion.

Næste kamp er igen på Santrol Arena - Vi spiller søndag den 17. september kl.: 13:00 mod rækkens bundhold fra Gauerslund.

Ses vi ?

Jesper, Træner serie 4