www.Bredstrup-Pjedsted.dk
Hjemmeside for lokalsamfundet

2015

Pjedsted Vandværks Generalforsamling.
24. marts 2015 kl. 19.30

  1. Velkomst og Valg af dirigent
    Formand Niels Ladegaard Jensen bød velkommen til forsamlingen. Laurits Vind blev valgt som dirigent. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

  2. Bestyrelsens Beretning 2014 ved Niels Ladegaard
    Pjedsted Vandværk er kommet godt igennem 2014 uden de store drifts forstyrrelser. Bestyrelsen har afholdt 3 møder i 2014. Værket har kørt pålideligt med ganske få undtagelser. Vi har samtidig kunne nøjes med få ledningsbrud gennem året. Største aktivitet har været at få færdiggjort monteringen af de sidste nye elektroniske vandmålere. En udgift som er taget over driften. Nogle få forbrugere har fået deres vandmålere flyttet på vandværkets regning, idet deres måler fra gammel tid var placeret uhensigtsmæssigt. Blandt andet havde forsamlingshuset ikke mindre end 4 målere placeret forskellige steder på matriklen.

    Antallet af dårlige betalere er faldet betydeligt efter indførelsen af de mere skrappe sanktioner, hvor vi blandt andet fjerner vandmåleren og lukker for vandet. Det har vist sig at være ganske effektivt.

    Økonomi: Bestyrelsen er godt tilfreds med årets resultat på 164.000 kr. Det skal dog bemærkes, at ud af resultatet udgør de finansielle indtægter 115.000 kr. Resultatet af selve driften udgør således kun omkring 50.000 kr. af overskuddet, hvilket ikke er meget i forhold til kommende vedligehold på ledningsnettet samt boringer. Vi er ganske likvide med 926.000 kr. på bogen 31. december 2014. Alligevel har vi besluttet, for at imødekomme fremtidige investeringer, at hæve vandafgiften fra 1. januar 2015 med 0,50 kr. til nu 4 kr. pr. m3. Ligeledes hæves den faste afgift fra 600 kr. til nu 700 kr. pr. måler om året. Det øger indtjeningen med omkring 50.000 kr. om året.

    Sidste år omtalte jeg renoveringen af ledningsnettet i Elboparken. Vi har efterfølgende fået et prisoverslag på godt 900.000 kr. for renovering af hoved og stikledninger, som kun omfatter 18 husstande. Det beløber sig til 50.000 kr. pr. husstand, hvilket er helt ude af proportion. Bestyrelsen besluttede i 2014 derfor at udskyde renoveringen, indtil vi får sparet yderligere penge op. Det skal også nævnes, at antallet af ledningsbrud har været begrænset efter renovering af værket, da vi køre med et meget konstant tryk. Det gør renoveringen af ledningsnettet knap så akut.

    Vandkvalitet: I oktober måned oplevede vi ved boreprøverne, at en af boringerne var blevet forurenet med coliforme bakterier. Vi valgte omgående at lukke boringen og efterfølgende undersøgelse har vist, at foringsrøret til boringen var tæret. Vi har nu lukket og forseglet boringen og har dermed kun 2 aktive boringer. Det gør os naturligvis mere sårbare og i øjeblikket undersøges det, om vi skal lave en ny boring på værket, eller om vi skal finde en anden lokalitet at bore på. Igen en stor omkostning i betragtning af, vi kun udpumper 46.000 m3 til forbrugerne. Alt afhængig af om vi borer på værket, eller vi borer længere op mod Pjedstedgårds skov, som er udpeget til vandindvindingsområde, vil prisen ende på 150.000 kr. hvis vi borer på værket og nærmere 500.000 kr. hvis vi flytter boringen 2 km. væk. Kapacitetsmæssigt har vi ingen problemer med de 2 tilbageværende boringer så længe begge boringer giver vand. Vi har, som nævnt sidste år, indgået en aftale med Tre-For om nødforsyningsledningen som kan igangsættes med få timers varsel.

    Kvalitetssikring: Ifølge den nye vandsektorlov skal alle vandværker i dag kvalitetssikre sine handlinger i form af løbende notater og dokumentation. Chris har på baggrund af skemaer som er udarbejdet af FVD som er vandværkernes talerør, indtastet alle grundoplysningerne om værket. Den løbende logbog føres af Gert Mortensen som tilser værket daglig. Det er ligeledes et krav, at mindst et af bestyrelsesmedlemmerne eller den daglige leder skal på kursus i kvalitetssikring. Det er planen at Gert skal deltage i et sådan kursus i 2015. 

    Når vi taler kvalitetssikring er det naturligvis et lovkrav, at der udtages vandprøver løbende over året. Vi har sammen med de øvrige vandværker i kommunen indgået en aftale med laboratoriet Eurofins Miljø A/S om udtagning og behandling af vandprøverne. Der er opnået en betydelig mængderabat ved at værkerne er gået sammen.

    Vandråd: Vandrådet består af bestyrelsesmedlemmer i de enkelte værker i kommunen. I november 2014 var det Skærbæk Vandværk som lagde lokaler til. En god aften hvor der udveksles ideer og erfaringer. Desuden deltog repræsentanter fra kommunen samt vandværksforeningen. Ikke overraskende kan vi fremover forvente yderligere bureaukratiske regler, som på sigt vil kvæle de små vandværker. De store vandværker med over 200.000m3 udpumpet vand, har allerede i dag den udfordring, at de ikke må spare op til fremtidige vedligehold og investeringer. Det betyder, hvis der opstår et akut behov, må værkerne ud på lånemarkedet for at finansiere udgiften. Hvis den regel gennemføres hos de små vandværker, vil det være noget nær umuligt at drive et vandværk som vores på (næsten) frivillig basis. Jeg er overbevist om, at et mindre vandværk med en tom pengekasse ikke er et særligt attraktivt kort, hvis man spørger en bank.

    Sluttelig vil jeg gerne sige tak til bestyrelsen for et godt samarbejde i årets løb. En særlig tak til Chris for en særdeles solid indsats i 2014 med udskiftning af vandmålere samt gennemførsel af vores kvalitetssikringsprogram. Også en stor tak til Gert Mortensen for - som altid - at drive og vedligeholde værket på bedste vis.

    Der skal også lyde en stor tak til revisorerne Karen Boysen og Annette Hansen for kyndig gennemgang af regnskabet.

    Kommentarer og svar: Vi tager 4 kr. pr. m2 og kr. 700 i fast afgift, Trefor tager 6 kr. pr. m2 og 1.000 kr. i fast afgift. Opsparing er ikke lovligt for vandværker der bruger over 200.000m2. Det gør vi ikke, derfor kan der spares op til kommende udgifter.

    Angående Elboparken, udskiftning af stikledning er vanskelig og dyr at udgrave i fortovet, hvor der ligger rigtig mange andre ledninger. Da der efter Vandværkets modernisering, er der mere jævnt vandtryk. Det giver meget få brud.

    Beretningen blev godkendt.

  3. Regnskab 2014
    Chris Hansen: Udskiftning af resterende vandmålere blev en af de største omkostninger i regnskabet. Vedligeholdelse af ledningsnetter er faldet på grund af det jævne tryk. Der er sparet lidt på IT, mens forbruger administrationen blev dyrere. Udtræk af Nykredit obligationer har givet indtægter. Omsætningen blev kr. 394.904, Resultat før finansielle poster kr. 49.234, Årets resultat kr. 163.995. Anlægsaktiver udgør kr. 3.842.922, likvide beholdninger kr. 622.682, Aktiver i alt kr. 4.769.029.

    Kommentarerog svar: Værdiansættelse af Vandværket er et krav fra Fredericia Kommune. I Kongsted Møllelaug har vindmøllen gennem tiden været en god forretning for os.

    Regnskabet for 2014 blev godkendt.

  4. Budget 2015
    Chris Hansen: Vandprisen er forhøjet til 4 kr. pr. m2 og den faste afgift til 700 kr. Nogle gårde og forsamlingshuset har haft flere målere end nødvendigt. De i alt 8 målere er nu fjernet. Der er en ny og billigere vandanalyse-aftale med Eurofins Miljø A/S. Resultatet bliver hensat til renovering og en dybere boring i Pjedsted eller en helt ny i Pjedstedgård Skov. Renovering er meget dyr. Der er, i 2015, allerede brugt 15 - 20.000 kr. til 1 reparation på ledningsnettet. Den nye entreprenør har taget 18 timer for arbejdet. Det er for meget! Skal vi holde mere kontrol, når der graves? Spørgsmålet vendes i bestyrelsen. Colas har haft for lavt vandindtag i forhold til forbrug. Det skyldes en forkert VVS-rådgivning. Den gamle måler måtte genmonteres. Fredericia Kommune skal én gang årligt godkende vandværkets takster.

    Budget 2015 blev godkendt.

  5. Indkomne forslag fra medlemmer.
    Ingen forslag er modtaget.

  6. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer
    På valg: Niels Ladegaard Jensen, Brian Sørensen og Poul Bader.
    Alle 3 blev genvalgt for 2 år (2017).

  7. Valg af suppleant
    På valg: Karl Anker Thomsen.
    Genvalgt (2016).

  8. Valg af revisor.
    På valg: Annette Hansen.
    Genvalgt for 2 år (2017).

  9. Valg af revisorsuppleant
    På valg: Orla Rudolf.
    Genvalgt (2016).

  10. Eventuelt
    Militærets Krudtgård er nu sat til salg. Det kan påvirke salget af byggegrunde på Sivvænget og give flere forbrugere.
    Kan vi bruge solceller til strømforbrug – nej, det er ikke rentabelt.
    Pengene til fremtidssikring af vandforsyningen er svære at investere rentabelt.
    Gode ideer modtages gerne.
    Laurits Vind takkede for god ro og orden.
    Niels Ladegaard Jensen takkede Laurits Vind for hurtig og kyndig ledelse af generalforsamlingen.

    ref.: Gurli Hjorth
    24. marts 2015
Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig:

Formand: Niels Ladegaard Jensen
Kasserer: Chris Keld Hansen
Sekretær: Gurli Hjorth
Best.medlem: Brian Sørensen
Best.medlem: Poul Bader

Se hele bestyrelsen her