Bredstrup-Pjedsted - BPI - Give 2-2 efter 1-1 ved halvleg
www.Bredstrup-Pjedsted.dk
Hjemmeside for lokalsamfundet

BPI - Give 2-2 efter 1-1 ved halvleg

BPI fik med uafgjort i gårsdagens kamp sikkert sig endnu en sæson i serie 3. Men spillet var ikke noget at skrive hjem om, det var faktisk en dårlig fodboldkamp præget af nerver, da taberen af kampen risikerede at rykke ud af rækken. Men heldigvis vandt FC GOG samtidig over Jelling med 5-2 og sendt dermed Jelling ud af rækken. BPI sluttede efter en mirakuløs slutspurt som nr 5 i rækken og med 2 point fra nedrykningsstregen.  BPI var jo nærmest håbløst sidst i rækken for 5 runder siden. Give kom foran efter 20 minutter, i en situation, hvor BPI sjuskede med sit forsvarspil. BPI fik udlignet efter flot opspil fra Lennart Borgvardt som fandt Jonas Sørensen med en fin aflevering, midt for mål - Jonas afsluttede sikkert. 1-1 ved halvleg, hvor BPI havde haft gode muligheder til Søren Fyn Andersen og Niels Basse. I starten af 2 halvleg måtte Christian Svendsen diske op med et par gode redninger for at forhindre Give i at komme foran. Men 20 minutter før tid var han prisgivet, da en afslutning fra Give ramte en BPI spiller på vej og skiftede retning. Frederik Mønster skaffede dog BPI et meget vigtig og afgørende point, da han tæt under mål fik skubbet bolden i mål ca 10 minutter før tid, det var en kæmpe forløsning,  Give var tæt på en enkelt gang i slutfasen men BPI reddede stormen af. Kampens spillere var Jonas Sørensen, Flemming Seehagen og Christian Svendsen fuldt fortjent, BPI spillede uden Håkon Ladegaard, da han har brækket hånden, han var savnet, men Jens Ladegaard slap godt fra opgaven i midterforsvaret. 
Husk vi ses til spillermøde på tirsdag kl 20.00 gælder selvfølgelig både serie 3 og 5, som jo sluttede turnering af på flottest vis, men en sejr og 3 fine mål af Emil Erbs - det er super godt. Det er virkelig vigtigt, at alle møder frem på tirsdag, meget gerne tilmelding på jeres facebook side, af hensyn til forplejning -:). Det er nyheder omkring næste sæson og evaluering af denne sæson på programmet.