Bladudvalg beretning for 2009
Sædvanen tro har vi i 2009 udgivet 6 numre af 36 sider, hvoraf de 16 er annoncer, som er en uundværlig kilde til finansiering af trykning og distribution af bladet. Desuden får vi såkaldte bibliotekspenge, som kompensation for store portoudgifter til distribution af et sådant medie i lokalsamfundet. Vi får heldigvis mange tilkendegivelser på at det, trods stigende digitalisering af informationsstrømmen, stadig er et skattet og meget læst blad.
Som vi tilkendegav efter sidste generalforsamling, ville der nok ikke ske de store revolutionerende ting i bladudvalget efter Thomas og jeg trådte til. Som I dog nok har bemærket, har det fået et lidt mere 2000-agtigt udseende (hvis I kikker på det i en bestemt vinkel og et bestemt lys så er titlen endda i 3D – mindre kan jo ikke gøre det i 2010). Desuden har vi aktivt forsøgt at få andre end netop BPIs udvalg til at bidrage med stof og der er da heldigvis et par foreninger, der har sendt indlæg. Det er trods alt ikke alle, der endnu har adgang til internettet og vores udmærkede hjemmeside.
Vi får stof ind til tiden – som regel. Jeg læser skrap korrektur og redigerer, Thomas er en ørn til at sætte det op og få det sendt til trykning. Alice Lassen fordeler til de flittige og omhyggelige seniorer, som deler ud i Gl. Pjedsted, Pjedsted Stationsby, Bredstrup, Golfkvarteret, Egum, Stallerup, Stoustrup, Kongsted. Mette Labich sørger for at sætte frimærke på kuverterne til udenbys medlemmer og annoncører, og hun forsyner klubhuse, hallen, butikker etc. med et antal, så de 2000 exemplarer, der bliver trykt, også bliver fordelt.
Den opmærksomme læser vil vide at udvalget også består af Jørgen Hansen, som har været god til at skaffe annoncører. Senest er Pjedsted Vandværk kommet med. Vi takker naturligvis alle annoncører for deres støtte til bladet. Jørgen har bedt om at blive fritaget for hvervet og vi mangler således et medlem til at tage sig af det praktiske med at skaffe annoncører, holde styr på aftalerne og få sendt fakturaer ud. Vi håber, der er en i blandt jer, der kunne fristes af den tjans. Vi holder ikke mange møder i dette udvalg – vi klarer det meste over mail, så det skal ikke være det, der afholder jer fra at hjælpe til.
Jeg vil slutte med at sige tak til alle bidragydere i det forgangne år – bliv endelig ved med at sende stof og billeder. Tak til Thomas for indsatsen med et flot lay-out. Også tak til Alice og Mette og omdelerne og tak til dig, Jørgen for at skrabe nogle penge sammen.
|