Beretning Fodbold 2009
Ja så gik der endnu et år, hvor BPI fodbold på godt og denne gang også ondt kom i mediernes søgelys. Vi startede jo sæsonen med 3 nye trænere i seniorafdelingen Finn Klein Sørensen, Jesper Krogsgaard på serie 2 og Rene Thomsen på serie 5. Rene Thomsen gjorde et godt stykke arbejde med det sociale element og har fået rigtig mange nye unge spillere i alderen 17-20 år i gang på serie 5. Træningsfremmødet er meget flot, men resultaterne har desværre skuffet en smule, det kan jo også skyldes, at mange har afløst lidt på serie 2 holdet, pga skader. Samtidig har serie 2 holdet måske ikke været flinke nok til at hjælpe nede på serie 5. Men vi har set beviserne for, at de unge er stærke nok, specielt hvis de ikke skal stå med hele ansvaret. 2-3 stykker ad gangen klare sig jo fantastisk på serie 2 holdet og man går virkelig til stålet, når man får chancen.
Serie 2 holdet startede en smule skuffende i begge turneringer nu spiller vi jo en forårsturnering og en efterårsturnering med 8 hold, dvs 2 gange 14 kampe mod tidligere 22 kampe på en sæson: Turneringen strækker sig så frem til primo/medio november, det stiller større krav til spillernes kondition og motivation, dette har ikke altid været til fordel for BPI. Men til gengæld er turneringen blevet lidt mere lokal. I foråret skal vi længst væk til Grindsted, hvor vi jo tidligere har været både i Egen på Als og i Skærbæk i Vestjylland.
Vi var jo med i tv programmet vejen til Parken, hvor vi havde den glæde at Ebbe Sand kom forbi og trænede holdet og Torben Meyer i særdeleshed.
Ebbe Sand var med i 2 kampe. Første gang da vi slog Bramdrupdam 2-1 i Bramdrupdam. Anden gang tabt vi desværre til Vejle Kammeraterne efter en brag af en kamp. Vi havde forsøgt at få en af kampene til PV- Sand Arena men ingen af holdene ønskede at bytte bane, selvom vi ville kompensere dem økonomisk.
I turneringen klarede serie 2 sig rimeligt, den var meget jævnbyrdig, men når jeg ser på de præstationerne vi lavede mod de 2 tophold Erritsø og Nr. Snede, ja så må vi sige at BPI skulle have præget toppen, vi blev nr. 3 men kun lige med hiv og sving, en overgang lå vi også tæt på nedrykningsstregen.
Men vi tabte for meget til midterholdene. Vi slog Nr. Snede klart på hjemmebane og spillede uafgjort mod Erritsø, hvor dommerne snød os til
sidst.På udebane tabte vi knebet og uretfærdigt til begge hold.
Præstationen i Fynslund skal vi ikke dvæle ved, jeg tror den er uddebatteret.
Ser vi gentagelser af denne karat, bliver spillerne udelukket for resten af sæsonen, og nogle af de nævnte spiller kan i så fald have spillet sidste kamp for BPI. Men dommeren er altså også blevet degraderet efterfølgende ogtrukket ud af et talentprogram, der var helt klart fejl fra begge sider, men det er utilgiveligt at tabe hovedet i den grad. Spillerne var med deres opførsel også skyld i at Torben Meyer ikke vandt topscoreprisen i Vejle Amt, Torben lavede 2 mål i kampen, men de talte ikke med, da vi blev taberdømt med 3-0.
Torben manglede 1 mål til sidst, men han brændte også selv et straffespark i den sidste kamp.
Vi havde dog også mange opløftende ting i sæsonen, bedre spil og gode præstationer af mange af de unge spiller, det lover godt, men vi skal også i gang med et generationsskifte.
Det bliver spændende forårsturnering mod Grindsted og Vejle FC’s 1 hold, Vejle B bedste amatørhold, samt Gauerslund - alle bliver hårde konkurrenter.
Nedrykningen tror jeg bliver en kamp mellem Vinding, Egtved Fynslund og BPI.
Vores oldboys hold og grand oldboys er blevet dopet, nej jeg ved ikke hvad der sker, men de er faktisk begyndt at vinde nogle kampe. De siger, at det er fordi at de holder sig evigt unge og spændstige og at deres konkurrenter ældes hurtigere end dem fra BPI. Jeg ved ikke om det er hele sandheden, eller om det skyldes at oldboys har hjulpet lidt rigeligt på grand oldboys, men sammenholdet og 3 halvleg har ikke taget skade af flere sejre tvæt imod.
Dameafdelingen har vi stoppet samarbejdet med EGIF, der var ikke opbakning i spillertruppen og 11 mandsholdet er trukket. Vi forsøger, at køre
et 7 mandshold videre forhåbentligt med Frank Andersen som træner. Ikke mindst fordi vi har et godt pigejuniorhold på vej, her har vi omkring 10 aktive piger, der klarede sig flot i turneringen 2009 og sluttede i toppen .
Vores piger årgang 97-98-99 fik vanen tro nogle klø, men 5 mandspigerne i årgang 98-99 vandt rækken. Nu bliver holdet bedre, for vi skifter træner - jeg stopper og Anne Marie Hansen overtager holdet.
De yngste årgange går rigtig godt. Joan Andersson, der blev valgt til årets træner, gør en super indsats og nye spiller vælter ind, men Joan styre det hele med en kompetent hånd. De spiller som regel 3 mod 3 i kampene på tværs af en 7 mandsbane.
For de yngste årgange havde vi også fået et julemandsstævne til hallen lige inden jul. Et nyt koncept som JBU kørte for første gang. Blandt mange ansøge, var BPI blevet udvalgt, og vi forventede os meget af stævnet.
Desværre blev det på grund af vejret aflyst, da instruktøren ikke kunne komme frem. Herved måtte vi skuffe de mange børn der havde glædet sig til dagen.
Årgang 98 og 99 bliver nu trænet af Martin Sørensen og Chris Johansen. Der bliver virkelig arbejdet seriøst og godt, ingen tvivl om at der er flere store talenter i disse årgang. Holdet klare sig også flot i turneringen og spiller fremragende fodbold.
Årgang 96-97 trænes af Lars Trothe holdet blev nr 2 i drenge b. Vi har netop fået besked på, at de alligevel skal spille i drenge A i 2010, da et par hold har trukket sig i Jylland, så er BPI blevet valgt til at rykke op i A rækken. Det er mig bekendt første gang i klubbens historie vi har et 11 mandshold med i A rækken i JBU, det viser bare, at vi er på rette vej. Både med vores indmeldelse i KUV-regi, 3 af spillerne er med i dette samarbejde. Men også med at få dygtiggjort vores ungdomstrænere. Desværre er truppen lidt smal pt. har vi kun 11 spillere, så vi må nok ud på transfermarkedet og købe et par stykker. Gode råd modtages, men vi vil nok forsøge at fiske et par skolekammerater eller lignende.
Der er ingen tvivl om, at kan vi holde stammen af dette hold i BPI, så venter der på sigt en gylden fremtid for vores klub.
Årgang 93-94 er ganske enkelt en solstråle historie. Fantastisk arbejde af hele holdet, og af træner Rasmus Andersen i særdelshed, har gjort dem til tophold og deltog i kredsmesterskab, hvor de dog blev slået ud. Godt gået og vi ser virkelig frem til, at få de unge mennesker op i vores seniorafdeling om 2-4 år. Vi vil ikke have noget u19 hold i år, de bliver rykket direkte op i vores serie 5 trup. Rene Thomsen er så kompetent en træner og har godt fat i de unge, at det ikke burde give problemer. Alt i alt ser fremtiden lys ud, nutiden dvs de næste par år kan blive lidt broget, men på sigt er jeg virkelig fortrøstningsfuld.
Økonomien er nogenlunde på plads. Vi havde jo en del uro, da Fionia Bank gik konkurs og blev overtaget af Nordea. Nordea ville ikke forstætte
sponsoratet som Fionia Bank havde. Heldigvis er Spar Nord i Fredericia trådt til og blevet ny hovedsponsor i BPI Fodbold, og dermed den største sponsorkontrakt i klubbens historie, idet aftale er 3 årig. Spar Nord er samtidig ny bankforbindelse for BPI, samtidig vil vore medlemmer få nogle rigtig gode tilbud løbende fra Banken. Spar Nord vil nemlig gerne i dialog med vores medlemmer, hvilket jo er helt frivilligt, men der vil være en bonus både til BPI og medlemmerne, hvis man skifter til Spar Nord.
PV Sand har også forlænget aftalen omkring navnet PV Sand Arena og vi skal have en genforhandling med vor tredje hovedsponsor nemlig Sportsmaster/PUMA. Vi er jo forpligtiget til at spille i Puma, det er ikke dårligt, at have en kontrakt direkte med Puma. Jeg tror faktisk, at vi er en af landets lavest rangerende klubber, der har en sådan aftale. Vi har et kæmpearbejde i at skaffe sponsorer og det har aldrig været så svært som nu pga finanskrisen.
Vi skal have skaffet til serie 5 holdet, de spiller i trøjer med Compass Byg der 6 år gammel og firmaet gik konkurs for 2 år siden, det dutter ikke.
Ungdomshold osv skal have nyt tøj, derfor er vi pisket til at undersøge alle muligheder ellers hænger økonomien ikke sammen, med mindre vi skal skrue voldsomt på kontingent priserne, og så vil vi miste medlemmer. Det kan vi dårligt tåle, da vi så skal trække hold ud af turneringen. Som hovedregel har vi kun lige det nødvendige antal spillere på hvert hold.
Til slut vil jeg gerne takke den øvrige hovedbestyrelse for et fint samarbejde, samt ikke mindst takke alle vore fantastiske trænere i ungdomsafdelingen og seniorafdelingen. Tak til hallen for et godt samarbejde. Tak til fodboldudvalget for en superindsats. Rengøring og alle vore sponsorer uden jer ingen fodboldafdelingen.
Jørgen Hansen
|