www.Bredstrup-Pjedsted.dk
Hjemmeside for lokalsamfundet

Generalforsamling 2007

Resumé fra Bredstrup-Pjedsted Beboerforenings generalforsamling afholdt
den 1. marts 2007 kl. 19.30 i Pjedsted forsamlings- og kulturhus.


Der var mødt ca. 30 personer op til årets generalforsamling.

Formand Søren Kjærsgaard bød velkommen og gik herefter til punkt 1 på dagsordenen, nemlig valg af dirigent. Laurits Vind blev foreslået og valgt.

Laurits Vind tog derefter ordet og indledte med at slå fast, at generalforsamlingen er indkaldt med lovligt varsel. Derefter gik han til punkt 2 og gav han ordet til Søren Kjærsgaard, som aflagde beretning.

Generalforsamling 2006 Beboerforeningen 1. marts 2007

Året 2006 har været præget af opstarten på den nye helhedsplan. Det vil jeg komme tilbage til.

Jeg vil her i beretningen nævne de punkter vi har arbejdet med i vilkårlig rækkefølge.

Der har været store problemer omkring lastvogne ved PV Sand. På nogle tidspunkter er der talt op til 21 store lastvognstog der ’overnattede’ ved PV. Sand, og det har betydet at det er med meget stort besvær, og nogle gange umuligt at komme forbi for beboere og ansatte på Østerskovvej. Vi har forsøgt med en dialog med den nye direktør med det er ikke lykkedes, også for at få en ordning med overnattende chauffører og deres efterladenskaber. Politiet har også været indblandet også på grund af parkerings-forholdene og støjen fra lastbilerne.

Der blev afholdt store affaldsdag 26. marts der arrangeres af dansk naturfrednings-forening og kommunen i samarbejde med lokale beboerforeninger. Trods det meget dårlige vejr blev der samlet over 14 store affaldssække ind af. 7 voksne og 3 børn. Så på trods af det svage fremmøde en pæn succes. Der bliver også i år arrangeret en affaldsdag.

Postbutikken blev nedlagt i foråret. Vi forsøgte at gøre indsigelser, men den meget lille omsætning i postafdelingen blev udslagsgivende for lukningen.

Der er igangsat et projekt vedrørende tilbageførsel af løbet i Spang å således at fosforudledningen i Randsfjord bliver mindsket. Projektet er blevet godkendt og igangsat, men på grund af regionsomlægningen har vi i beboerforeningen ikke hørt mere. Men vi tror på at der i år vil ske noget. Det er Amtet, kommunen, beboerforeningen og Lokale aktører der skal gennemfører projektet.

Angående mejerigrunden har vi sammen med forsamlingshusforeningen været til møde med kommunen hvor resultatet af mødet blev at kommunen skulle overtage jordstykket ved mejerigrunden og give Davidsen og partnere et erstatningsstykke, således at vi kunne anvende jordstykker i forbindelse med forskønnelse at bymidten i Pjedsted.
Vi har endnu ikke hørt det endelige resultat, men tror på at vi kommer til at disponere over jordstykket. Det er så op til helhedsplan grupperne at finde på den rigtige anvendelse.

Der har været arrangeret et møde med DSB på grund af en forespørgsel fra en beboer nær jernbanen. DSB vi gerne være behjælpelig med at fortælle om støjdæmpende foranstaltninger, men der er ingen økonomisk hjælp at hente fra dem. Hvis der skal støjdæmpes langs jernbanen vil det koste ca. kr. 7000,- pr. m. og der kan ikke gives tilskud. Så hvis der skal arbejdes videre med det vil det koste mange penge.

Samarbejdet med kommunen har i år ikke været på samme niveau som tidligere. De forespørgsler vi har haft er ikke blevet besvaret tilfredsstillende og møder vi har bedt om er ikke blevet til noget, så det har været et meget frustrerende år med hensyn til det samarbejde og har betydet at mange aktiviteter ikke er blevet til noget.

Helhedsplanen.
Vi fik sidste år kr. 120.000,- til arbejdet med en ny helhedsplan.
Efter en planlægningsperiode gik vi i gang at indkalde ideer og personer til at arbejde med helhedsplanen. Både gennem Fokus og det lille fjernsyn fortalte vi om startskuddet til en revidering af helhedsplanen. Men det gik meget trægt og der gik faktisk mange måneder hvor der ikke skete noget. Der meldte sig meget få personer til arbejdet og der komme heller ikke nogle forslag til helhedsplanen.
Men vi tog chance og indkaldte til et opstartsmøde, og heldigvis viste det sig at der mødte mange interesserede op og det blev starten på den nye helhedsplan.
Arbejdet fortsætter, og af de ca. 15 personer er der dannet to grupper der arbejder med hver deres område af en ny helhedsplan. De to områder er Natur og Udstykning og Infrastruktur. Og nogle af de punkter der arbejdes med er:
Naturstier
Udstykninger
Legeplads
Bymidte
Søprojekt
Indfaldsveje
Trafikdæmpning
Hastighedsdæmpning
Fodgængerfelt
Cykelstier/-striber
Fortove
På grund af det manglende samarbejde blev gruppen enig om at der skulle skrives et brev til borgmesteren og til udvalgsformanden for Teknik og Miljø.
Vi har fået et svar hvor vi vil blive indkaldt til et møde så snart der er fundet en ny kontaktperson. Samt en midlertidig person der vil vær behjælpelig med at komme videre med helhedsplanen.

Punkt 3 – Regnskabsfremlæggelse.

Hanne Petz redegjorde for regnskabet og underskuddet. Der har været en dyrere generalforsamling p.g.a. at der var flere fremmødte. Vi har trykt girokort – ikke noget vi gør hvert år.

Søren Kjærsgaard forklarede, at der var en del regninger – især de tunge, der kunne have været sendt ind til Fredericia Kommune, men da vi har haft en dårlig eller slet ingen kontakt til rådhuset, har vi ikke vidst, hvem vi skulle aflevere dem til.

Der var ingen indkomne forslag under punkt 4.

Punkt 5 – fastsættelse af kontingent.

Bestyrelsen foreslog, at vi i år lod kontingentet stige med 25 kr., så et medlemskontingent
koster 125 kr.

Dette blev enstemmigt vedtaget.

Så var der valg til bestyrelsen under punkt 6.

Tina Stjernholm modtog en kurv som tak for hendes tid i bestyrelsen.

Lisbeth Didriksen blev genvalgt og Peer Omann, Laurits Vind og Anne Seier blev valgt ind i bestyrelsen. Dette udvider bestyrelsen med 2 medlemmer, men da vi jo har et øget arbejdsfelt omkring helhedsplanen, så passer det fint.

Tina Stjernholm blev valgt som suppleant i stedet for Marianne Lauridsen.

Punkt 7 – valg af revisor og revisorsuppleant.

Marianne Lauridsen har i år godkendt regnskabet i stedet for Jens Leth Jacobsen, som ikke kunne varetage hvervet. Marianne Lauridsen blev valgt som ny revisor, men er på valg igen næste år, som Jens Leth Jacobsen skulle have været det.

Søren Kjærsgaard takke Jens Leth Jacobsen for hans år som revisor for beboerforeningen.

Arne Jensen modtog genvalg.

Jette Dall kunne ikke, da hun er flyttet fra byen, modtage genvalg. I stedet blev Leif Andersen valgt som revisorsuppleant.

Der var ingen punkter under eventuelt, så herefter kunne Laurits Vind takke for god ro og orden, og Søren Kjærsgaard afsluttede årets generalforsamling.
.

Referent Tina Stjernholm den 6. marts 2007